Tema
Debat

Varmt arbejde

Hvert år er varmt arbejde årsag til en række af de største millionbrande.

Håndværkere, der anvender arbejdsredskaber med høj risiko for brand, udviser ikke altid den fornødne forsigtighed, hvorfor forsikringsselskaberne har besluttet at sætte særlig fokus på dette område.
 
For den virksomhed, branden går ud over, kan det få alvorlige følger. De økonomiske og produktionsmæssige konsekvenser af en brand kan være meget store. Selvom brandskaden er dækket af brandforsikringen, er der altid mange praktiske og økonomiske ulemper.

 

Hvad er varmt arbejde?

Varmt arbejde er en fælles betegnelse for arbejdsprocesser, hvor der arbejdes med eller frembringes flammer, gnister eller brandfarlig opvarmning af materialer.

Fx:

  • tagdækning
  • svejsning
  • skæring
  • tørring og opvarmning
  • ukrudtsbrænding
  • andet varmeudviklende værktøj

Varmt arbejde er farligt arbejde!

De fleste forsikringsselskaber har indført en særlig selvrisikobestemmelse for varmt arbejde på tings-og ansvarsforsikringer. Selskaberne stiller typisk også krav om anvendelse af aftaleblanket og uddannelse af håndværkeren.

 

Hvornår er det varmt arbejde?

Overordnet er der tale om tre scenarier:

  • Fastansat medarbejder, der jævnligt udfører varmt arbejde på arbejdssted, indrettet til varmt arbejde, fx autoværksted.
  • Fastansat medarbejder, der jævnligt udfører varmt arbejde på arbejdssted, der ikke er indrettet til varmt arbejde, fx landbrugsmedarbejder eller ejendomsfunktionær, der lejlighedsvis udfører varmt arbejde.
  • Ekstern håndværker, der kommer for at udføre et stykke arbejde, der involverer varmt arbejde på arbejdssted, der ikke er indrettet til varmt arbejde.

Uanset scenarie vil der være forventning om, at de samme sikkerhedstiltag følges, og at den udførende er uddannet i at udføre varmt arbejde.

Giv altid dit forsikringsselskab besked, når der skal udføres varmt arbejde og tal om dine krav og forholdsregler.

Uddannelse

Den udførende kan være uddannet i varmt arbejde som en del af sin faguddannelse, alternativ skal den udførende have fulgt kursus i varmt arbejde og have certifikat.

 

Kursusindhold for varmt arbejde skal være tilsvarende DBI-kursus i varmt arbejde. Kursus skal omfatte praktisk brandbekæmpelse. Brandbekæmpelse kan ikke accepteres som virtuel undervisning.

 

Underviser skal være uddannet instruktør i varmt arbejde hos DBI og have et gyldigt instruktørbevis.

 

Krav til kursusindhold og instruktør skal sikre ensartethed og fastholde et kendt uddannelsesniveau hos de udførende.

 

Risikovurdering
Den udførende foretager altid en risikovurdering forud for det planlagte arbejde. Hvis den udførende på baggrund af risikovurderingen vurderer, at det er muligt at føre opsyn med arbejdsstedet samtidig med udførelse af det varme arbejde, kan det være en mulighed. Den udførende skal undervejs og efterfølgende det varme arbejde sikre, at der ikke er tilløb til brand.

 

Før arbejdet påbegyndes, bør den udførende ud fra omfang af arbejde, potentiel risiko og konsekvens vurdere, hvilket brandslukningsudstyr og hvor meget den udførende og brandvagt skal have til sin rådighed.

 

Ved udførelse af varmt arbejde skal der være særlig opmærksomhed på hulrum i konstruktion. Hvis varmt arbejde udføres på riste eller underlag, der ikke er sluttættende, skal der være skærpet opmærksomhed på materialer og risiko for antændelse, hvis gnister eller lignende kan falde igennem.

 

Brandslukningsudstyr
Brandslukningsmateriel skal være tilgængelig og klar til brug, før varmt arbejde startes.

 

Håndildslukkere skal være ved arbejdsstedet. Slangevindere skal være rullet ud og vandfyldte.

 

Der må ikke være afstand på mere end 25 m i samme niveau mellem igangværende varmt arbejde og klargjort brandslukningsudstyr.

 

Brandslukningsmateriel skal være i overensstemmelse med Bygningsreglementets krav herunder også krav om vedligehold. Læs mere i kapitel 7 ”Drift, kontrol og vedligehold af brandforhold i og ved bygninger”, der er del af Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand.

 

Brandvagt
Ved udførelse af varmt arbejde vil der typisk være krav om brandvagt fra bygherre eller forsikringsselskab.

 

Brandvagt skal ikke have certifikat i varmt arbejde, men skal have kendskab til BTV10 og have haft praktisk kursus i brandbekæmpelse.

 

Brandvagten kan ikke lave andre opgaver samtidig med, at der løbende og kontinuerligt holdes opsyn med arbejdsstedet. Brandvagten skal sikre, at vildfarne gnister, gløder eller flammer er under kontrol og slukkes hurtigt.

 

Brandvagt kan med fordel have hjælp af et termografikamera til at søge efter varmeudvikling i konstruktioner eller oplag.

 

I tilfælde af en skade vil der være særlig opmærksomhed på, om der er årsagssammenhæng mellem skaden og at der ikke var en brandvagt, men at den udførende førte selv tilsyn med arbejdsstedet.

 

Aftaleseddel
Aftaleseddel/aftaleblanket anvendes til at sikre en god dialog forud for udførelse af varmt arbejde. Her kan de involverede parter sammen gennemgå deres forpligtelser. Aftaleseddel er med til at sikre, at de nødvendige sikrings-foranstaltninger bliver udført.

 

En aftaleseddel anvendes hver gang, der skal udføres varmt arbejde. Hvis arbejdet udføres inden for samme afgrænsede (geografiske) arbejdsområde kan den samme aftaleseddel anvendes i op til en uge.

 

Der skal laves ny aftaleseddel, hvis der er udskiftning af involverede personer (udførende, brandvagt eller kontaktperson hos bygherre).

 

Logbog
Hvis det varme arbejde udføres af fastansatte medarbejdere på en virksomhed og det varme arbejde er af længere varighed, kan aftaleseddel erstattes af en logbog, hvor de nødvendige informationer fremgår.

 

Privat bygherre/kunde
Hvis kunde er en privat bygherre, kan det ikke forventes, at bygherre har samme kendskab og opmærksomhed på risici i forbindelse med udførelse af varmt arbejde som en professionel bygherre.

 

Der vil derfor typisk ikke stilles krav om udfyldt aftaleseddel hos private kunder. Den udførende vil være at betegne som den professionelle part og skal sikre, at der udføres risikovurdering forud for arbejdet samt iværksætte de nødvendige sikringsforanstaltninger i forbindelse med udførelse af varmt arbejde herunder også brandvagt og rundering efterfølgende afslutning på varmt arbejde.

 

Rundering i forbindelse med udførelse af varmt arbejde
Efter afslutning af varmt arbejde skal der fortsat føres opsyn med området, hvor der har været udført varmt arbejde. Det skal sikres, at der ikke er tilløb til brand i konstruktion, oplag eller omgivelser. 

 

Ved rundering skal det være muligt at overskue hele arbejdsstedet og sikre mod udvikling af brand.

 

Der skal som udgangspunkt laves rundering i en time efter afslutning af varmt arbejde. Typisk vil runderingsintervaller på 10-15 min være passende til at overskue hele arbejdsstedet og forhindre brandspredningen.

 

Der kan være behov for at udvide runderingsperioden ved særlige risici. Ved arbejde på fredede og bevaringsværdige bygninger vil runderingsperioden efter afslutning af varmt arbejde være 2 timer.

 

 

Ofte stillede spørgsmål


  • Hvornår skal der anvendes en brandvagt ved varmt arbejde?

    Brandvagt skal anvendes når det er aftalt i forsikringsaftalen.
    Det anbefales at anvende en brandvagt hver gang der udføres varmt arbejde. Brandvagten skal overvåge brandrisici såvel under som efter arbejdet.
    Brandvagten kan eksempelvis være bygningsejer selv, en person ansat af bygningsejer eller af den udførende.

  • Hvornår skal der udarbejdes en aftaleseddel ved varmt arbejde?

    Inden arbejdet påbegyndes, skal aftaleblanket udfyldes og underskrives af bygningsejeren, det udførende firma eller den udførende person samt brandvagten.
    Det anbefales at aftalesedlen udfyldes og underskrives hver gang der udføres varmt arbejde.

  • Hvad gør jeg, hvis der opstår en brand i forbindelse med udførelse af varmt arbejde

    Hvis der opstår brand, skal den udførende og brandvagten følge proceduren for den trinvise brandbekæmpelse beskrevet i vejledningen "Elementær brandbekæmpelse" udgivet af DBI. Redningsberedskabet skal altid kontaktes, hvad enten branden er slukket eller ej.

Din browser er forældet, Du bør opdateres til en moderne browser. Læs mere her.